Sønderjyske Kvindehåndbold gentager i år Lyserød Oktober og spiller igen i særlige lyserøde kamptrøjer til fordel for Støt Brysterne.
Sidste års initiativ blev en stor succes, og derfor har klubben valgt endnu en gang at bruge oktober måned til at sætte fokus på kampen mod brystkræft og samtidig samle penge ind til den gode sag.
De lyserøde trøjer kommer første gang i aktion søndag den 4. oktober, når Sønderjyske Kvindehåndbold møder Ikast Håndbold på udebane. Første hjemmekamp i de særlige trøjer bliver torsdag den 8. oktober kl. 19.00 mod Skanderborg Håndbold i AL Sydbank Arena Aabenraa.
Efter kampen mod Skanderborg den 8. oktober bliver der afholdt auktion i arenaen over de lyserøde kamptrøjer. Vil man byde med på en trøje, skal man derfor være til stede i hallen.
Trøjerne bliver først udleveret senere, da holdet også skal spille i dem i de øvrige oktoberkampe: ude mod Ringkøbing Håndbold den 16. oktober, i pokalkvartfinalen i Horsens den 28. oktober og hjemme mod Nykøbing F. Håndboldklub den 31. oktober, hvor der er kampstart kl. 14.00.
– Sidste år oplevede vi en rigtig flot opbakning til Lyserød Oktober, og derfor var det naturligt for os at gentage initiativet. Det er en sag, der berører rigtig mange mennesker, og hvis vi som klub kan være med til både at skabe opmærksomhed og samle penge ind gennem vores platform, så giver det rigtig god mening. Vi håber igen, at både fans og samarbejdspartnere vil bakke op, siger Simon Vangsgaard Frederiksen, kommerciel chef hos Sønderjyske Kvindehåndbold.
Overskuddet fra trøjeauktionen går til Støt Brysterne og dermed til arbejdet mod brystkræft.
Så hvis du vil have fingrene i en af de særlige lyserøde Sønderjyske-trøjer, skal du være i AL Sydbank Arena Aabenraa den 8. oktober, når Sønderjyske Kvindehåndbold møder Skanderborg Håndbold. Samme aften afvikles der også Veteran Match med hyldest til Danmarks udsendte.
