Lea Hansen stopper karrieren efter sæsonen

Fløjspiller Lea Hansen hos Sønderjyske Kvindehåndbold har valgt at indstille karrieren efter denne sæson.
Den 27-årige sønderjyde vendte i 2022 tilbage til Sønderjyske Kvindehåndbold, som siden da har været en fast del af ligaen.


— Det har været helt fantastisk at få lov til at spille ligahåndbold for den landsdel, hvor jeg er opvokset og hører hjemme. Det har givet mig nogle fantastiske minder og oplevelser samt holdkammerater og venskaber, jeg ikke vil være foruden, siger Lea Hansen.

Ved siden af håndbolden har Lea Hansen haft en hverdag som sygeplejerske – en kombination, der har krævet meget.

— Derudover føler jeg mig utrolig heldig over, at jeg har kunnet kombinere både det professionelle håndboldliv og samtidig mit arbejde som sygeplejerske. Det har dog også til tider været meget lange dage og få uger med weekend eller fridage. Derfor er tiden kommet til at lægge håndboldskoene på hylden og fortsætte min sygeplejekarriere på min skønne arbejdsplads, forklarer hun.

Cheftræner og sportschef Peter Nielsen sender store roser til Lea Hansen.

— Jeg har stor respekt for hendes beslutning, selv om det selvfølgelig også gør ondt at se en spiller med hendes niveau og alder stoppe. Lea er en lokal spiller og en vigtig kulturbærer – en ægte sønderjyde med ben i næsen. Hun har betydet meget for klubben, både på og uden for banen, siger Peter Nielsen.

Afslutningsvis sender Lea Hansen en stor tak til alle omkring klubben.

— Fra et meget stolt hjerte vil jeg gerne takke alle tilskuere og frivillige, der har været en stor del af alle de gode oplevelser. Vi ses nok fortsat i hallen, udtaler hun.

Lea Hansen har dog mindst én hjemmekamp tilbage i karrieren. Søndag kl. 14.00 gælder det opgøret mod Nykøbing Falster Håndbold i AL Sydbank Arena Aabenraa, hvor Sønderjyske Kvindehåndbold kan holde liv i semifinaledrømmen med en sejr.

Lignende indlæg