Stor torsdag i Aabenraa: Storsejr, ligadebut og 43.000 kroner til Støt Brysterne

En sikker 34-24-sejr, en 17-årig ligadebutant, hyldest til Danmarks veteraner og 43.000 kroner til Støt Brysterne. Torsdag blev en aften, hvor meget gik op i en højere enhed for Sønderjyske Kvindehåndbold.

682 tilskuere var på plads i AL Sydbank Arena Aabenraa, da Sønderjyske Kvindehåndbold torsdag aften tog imod Skanderborg Håndbold. Gæsterne kom bedst fra start og førte 6-4, men herefter fik hjemmeholdet for alvor fat og trak fra til en overbevisende 34-24-sejr.

Teenager fik ligadebut
Et af aftenens helt særlige øjeblikke stod 17-årige Nanna Duus for. Den unge spiller fra klubbens dygtige U19-hold havde spillet sig til en plads på ligaholdet, og torsdag kom belønningen, da hun fik sin debut i Bambuni Kvindeligaen. Teenageren satte også sit aftryk på kampen. Hun fremtvang to straffekast og scorede sit første ligamål.

Veteranerne blev hyldet
Det sportslige var langt fra det eneste, der satte sit præg på aftenen. Kampen var samtidig rammen om Veteran Match, hvor Danmarks udsendte og veteraner blev hyldet i arenaen.
Blandt gæsterne var oberst Kåre Jakobsen fra Slesvigske Fodregiment i Haderslev, Aabenraas borgmester Jan Riber Jakobsen samt Sofie Bæk Andersen, projektleder for Veteran Match og kendt håndboldkommentator samt tidligere Sønderjyske-spiller.

43.000 kroner til Støt Brysterne
Det var samtidig den første kamp i oktober, hvor Sønderjyske-spillerne løb på banen i klubbens særlige lyserøde trøjer som en del af indsatsen for Støt Brysterne. Og premieren i lyserødt blev en succes både på og uden for banen.
Efter kampen blev spillertrøjerne sat på auktion, og her blev der samlet hele 43.000 kroner ind til Støt Brysterne.
Beløbet kan nå at vokse yderligere. Sønderjyske Kvindehåndbold samler ind gennem hele oktober, blandt andet via MobilePay, mens 10 kroner fra hvert solgt fanhalstørklæde i oktober går til Støt Brysterne.

Juhls Blomster begavede heldige tilskuere buketter.
Også Juhls Blomster har valgt at bakke op om Lyserød Oktober og sponsorerede de lyserøde buketter, som blev uddelt til heldige fans.
– Torsdag blev en virkelig vellykket aften med flere stærke signaler. Vi fik en flot sejr foran næsten 700 tilskuere, Nanna fik en rigtig fin ligadebut, vi fik hyldet de danske veteraner og samtidig sat stort fokus på Støt Brysterne, hvor trøjeauktionen alene indbragte 43.000 kroner. Det var en aften, hvor rigtig mange ting gik op i en højere enhed, siger Janni Mathiesen, Digital marketing og eventmanager hos Sønderjyske Kvindehåndbold.

Janni Mathiesen overrækker blomster til debutant Nanna Duus (Foto: Jürgen Schadow)

Sofie Bæk Andersen taler i Meldgaard Loungen, mens Simon V. Frederiksen fra Sønderjyske Kvindehåndbold, oberst Kåre Jakobsen og borgmester Jan Riber Jakobsen lytter (Foto: Per Jessen)

Juhls Blomster sørgede for blomster og buketter til de heldige vindere (Foto: Svend-Erik Boysen)

Lignende indlæg