Sarah Ernebjerg stopper i Sønderjyske Kvindehåndbold efter sæsonen

Når sæsonen slutter, er det samtidig slut for målvogter Sarah Ernebjerg i Sønderjyske Kvindehåndbold.

Den rutinerede keeper kom til klubben til denne sæson og har siden været en vigtig del af holdet.

— Det har bestemt ikke været et nemt valg, men jeg er kommet dertil i mit liv, hvor jeg gerne vil prioritere min familie, venner og arbejdet som folkeskolelærer. Dertil skal det siges, at jeg har været enormt glad og stolt over at kunne udleve min drøm om at være professionel håndboldspiller. Så mange tak til menneskerne i og omkring klubben, tak til Peter Nielsen og ikke mindst pigerne for et uforglemmeligt og lærerigt år, siger Sarah Ernebjerg.

Den 30-årige Sarah Ernebjerg kunne sammen med resten af holdet juble over en plads i top otte i grundspillet, og dermed venter der slutspil i de kommende uger. Cheftræner og sportschef Peter Nielsen sender en tak til målvogteren for hendes indsats i klubben.

— Sarah kom til klubben på et tidspunkt, hvor vi havde brug for stabilitet på målmandsposten. Hun er faldet rigtig godt ind i gruppen og har været med til at løfte niveauet i truppen. Samtidig har hun været med til at spille os i slutspillet, forklarer Peter Nielsen.

Han fremhæver også hendes personlighed uden for banen.

— Hun er altid positiv, smilende og bringer et godt humør ind i hverdagen omkring holdet. Det betyder meget i en trup gennem en lang sæson. Vi ønsker Sarah alt det bedste fremover og siger tak for indsatsen i Sønderjyske Kvindehåndbold, udtaler Peter Nielsen.

Første slutspilskamp for Ernebjerg og holdkammeraterne er på onsdag, hvor Team Esbjerg kommer på besøg i AL Sydbank Arena Aabenraa med kampstart kl. 18.30.

Categories: NYHEDER
X