Nyt samarbejde mellem VGIE og Sønderjyske Kvindehåndbold

Vojens gymnastik- & idrætsefterskole (VGIE) og Sønderjyske Kvindehåndbold har indgået en ny samarbejdsaftale med et fælles mål om at styrke udviklingen af unge håndboldspillere og skabe de bedst mulige rammer for både sportslig og personlig udvikling.

Samarbejdet skal være med til at bygge bro mellem efterskolelivet og eliteidrætten, hvor fokus er på træningsmiljø, fællesskab, ambitioner og udvikling på højt niveau. Begge parter ønsker at skabe et miljø, hvor unge spillere får mulighed for at udvikle deres potentiale og tage næste skridt i deres håndboldrejse.

Forstander Annika Hundebøl udtaler:

– Vi er utrolig glade for samarbejdet med Sønderjyske Kvindehåndbold. På VGIE arbejder vi hver dag med at skabe et stærkt udviklingsmiljø for vores elever – både menneskeligt og sportsligt. Samarbejdet giver vores pigehåndboldspillere endnu bedre muligheder for inspiration, sparring og indsigt i, hvad der kræves for at udvikle sig i et ambitiøst elitefællesskab. Samtidig er det med til at løfte niveauet omkring vores håndboldlinje og styrke det samlede sportslige miljø på skolen.

Hos Sønderjyske Kvindehåndbold ser man også store perspektiver i aftalen.

– Som klub ønsker vi ikke kun at skabe resultater på banen – vi ønsker også at være med til at udvikle fremtidens spillere og mennesker. Derfor ser vi et samarbejde med VGIE som et naturligt og vigtigt skridt. Vi tror på, at stærke udviklingsmiljøer og gode fællesskaber, er afgørende for at øge niveauet hos unge spillere, og vi glæder os til at bidrage med vores erfaring og vores setup omkring elitehåndbold, siger Malthe B. Johannsen.

Samarbejdet bliver en del af ambitionen om at styrke talentudviklingen i området og skabe endnu bedre muligheder for unge spillere med store ambitioner, igennem et regionalt samarbejde.

Vi glæder os til et stærkt samarbejde og mange gode oplevelser sammen.

På billedet ses fra venstre håndboldlærer Henrik Iversen med forstander Annika Hundebøl og Malthe Bernholm Johannsen fra Sønderjyske Kvindehåndbold.

Lignende indlæg