Fantastisk triumf: Sønderjyske Kvindehåndbold klar til final4

Onsdag aften spillede Sønderjyske Kvindehåndbold sig for anden gang i klubbens historie i Final4 med en sejr på 36-33 i pokalkvartfinalen hos Horsens Håndbold Elite. En fantastisk bedrift på en dejlig aften med langt over 100 lyseblå tilhængere på lægterne.

– Det føltes jo som en halv hjemmebane i Horsens, som havde lavet et rigtigt flot arrangement. Vores tilskuere bidrog stort til stemningen, og det var dejligt at kunne fejre triumfen sammen med dem efter slutfløjtet. Final4 bliver helt sikkert en stor oplevelse og noget, vi ser frem til, siger Kim Johansen.

Sønderjyske Kvindehåndbold spillede en flot kamp i Horsens, og et fyldt udebaneafsnit bar holdet frem til en sejr. En overgang var føringen på syv mål, men hjemmeholdet kom tæt på en udligning flere gange i anden halvleg. Heldigvis holdt spillerne hovederne kolde i den spændende slutfase og Final4-billet kom fortjent i hus. Laura Jensen, der ligesom Virag Fazekas lavede otte mål, blev kåret til kampens spiller.

Efter alle kvartfinaler var afviklet torsdag aften blev der trukket lod til Final4-semifinalerne. Sønderjyske Kvindehåndbolds modstander kom Viborg HK op af bowlen, mens Team Esbjerg skal op mod Odense Håndbold i den anden semifinale.

Semfinalerne afvikles mandag den 28. december i SJF Bank Arena i Odense, mens finalen og bronzekampen spilles tirsdag den 29. december samme sted. Information om billetkøb følger i starten af næste uge.

Næste opgave er allerede lørdag den 31. oktober kl. 14.00, hvor Nykøbing Falster Håndbold gæster AL Sydbank Arena Aabenraa i en ligakamp.

Du kan høre et interview med Kim Johansen i Globus Guld på:
https://podcast.globusguld.dk/13/6837

Lignende indlæg