Brandvarm keeper i Sønderjyske Kvindehåndbold tegner ny kontrakt

Målvogteren Julie Stokkendal har forlænget sin aftale med Sønderjyske Kvindehåndbold, så den nu løber frem til sommeren 2028.

Den 24-årige keeper kom til Sønderjyske Kvindehåndbold sidste sommer efter et ophold i norsk håndbold. Hun er i dag bosat i Aabenraa og er faldet godt til i både klubben og byen.

– Jeg har valgt at forlænge med SønderjyskE Kvindehåndbold, fordi jeg er rigtig glad for at være i klubben – både sportsligt og personligt. Jeg elsker at spille håndbold og vil hele tiden udvikle mig og blive bedre. Jeg er taknemmelig for, at jeg kan få lov til at fortsætte det her, hvor jeg er nu. Jeg glæder mig rigtig meget til to år mere i Aabenraa, hvor vi sammen skal skabe nogle gode resultater, siger Julie Stokkendal.

Hun har udviklet sig i løbet af sæsonen, og det kulminerede i lørdagens hjemmekamp mod Bjerringbro, hvor hun med 18 redninger blev kåret til kampens spiller og spillede en stor rolle i sejren, der sikrede Sønderjyske Kvindehåndbold en plads i slutspillet.

– Julie arbejder meget dedikeret og seriøst for at dygtiggøre sig selv. Det er med en stigende formkurve over hele sæsonen, og efter en svær start har hun virkelig fundet noget stabilitet. Hun er en utrolig glad person at være omkring og skaber en rigtig god stemning for sig selv og sine holdkammerater, samtidig med at hun også tør sætte nogle krav, udtaler cheftræner og sportschef Peter Nielsen.

Til næste sæson skal Julie Stokkendal udgøre en målvogterduo med svenske Nora Persson, som vender tilbage til klubben efter et enkelt år i Horsens.

– Med Julie og Nora på plads til næste sæson, så får vi en duo, som kan presse hinanden til at blive bedre. To spillere, som også kender klubben indefra, hvilket jeg også ser som positivt, siger Peter Nielsen.

Direktør Per Rasmussen glæder sig over, at truppen for alvor begynder at tage form.
– Arbejdet med at sammensætte et slagkraftigt hold til næste sæson er i fuld gang. Vi har nu ni spillere på kontrakt og forventer at kunne præsentere flere aftaler i den nærmeste fremtid, forklarer Per Rasmussen.
Udover Stokkendal og Persson er markspillerne Sofia Stenholt, Filippa Nyman, Emilie Clemmensen, Karine Dahlum, Sidsel Mattesen, Laura Jensen (Bjerringbro) og Anne Hykkelbjerg (Viborg) også på kontrakt.

Julie Stokkendal får samtidig VVS Syd som personlig sponsor.

– Vi er glade for at støtte Julie og Sønderjyske Kvindehåndbold. Julie har leveret stærke præstationer i løbet af sæsonen, og vi ser frem til at følge hendes fortsatte udvikling i klubben, siger direktør Kent Nielsen fra VVS Syd.

Lignende indlæg