Sommerhilsen: Nye tider og masser af ambitioner i Sønderjyske Kvindehåndbold!

Sommeren står for døren, og efter en forrygende sæson er vi i Sønderjyske Kvindehåndbold trådt ind i en ny spændende fase. Vi lader batterierne op inden det snart går løs igen. Med nye ansigter på holdet bliver det en spændende rejse vi skal på. Og så glæder vi os rigtigt meget over at de nye spillere bosætter sig her i Aabenraa.

Det sportslige i centrum
Vi har etableret et stærkt sportsligt set-up med Kim Johansen som ny cheftræner og sportschef. Kim vil have fuldt fokus på ligaholdet samt talentudviklingen. Tobias Møller fortsætter som assistenttræner.

Endnu vildere kampoplevelser i AL Sydbank Arena
Vi skruer op for festen! Vi drømmer om markant flere tilskuere, bedre stemning på tribunerne, en helt ny fanzone og endnu bedre fanspisning. Samtidig er en ny fanklub i støbeskeen – over 60 fans har allerede meldt sig ind i fællesskabet, og der er plads til flere! Mange af vores trofaste sæsonkortholdere har også gentegnet ligesom flere nye er kommet til.

Nyt lokalt CSR-projekt: Startblokken
Som noget unikt i Sønderjylland er vi blevet en del af det nationale DIF-initiativ Startblokken. I samarbejde med Aabenraa Kommune bruger vi klubbens fællesskab til at hjælpe unge godt videre mod uddannelse og job.

Ny lokal ejerkreds og ledelse
Klubben har fået en ny, lokal ejerkreds bestående af fire passionerede erhvervsfolk: Henrik B. S. Thomsen, Kent Nielsen, Jacob Thue Poulsen og Jon Einarsson. De arbejder helt ulønnet fordi de ønsker at fastholde Sønderjyske Kvindehåndbold som et vigtigt samlingspunkt for Aabenraa og det store opland rundt om. Klubbens vedtægter er samtidigt blevet ændret, så der ikke kan være økonomisk udbytte og et evt. overskud geninvesteres direkte i klubben.
Ny formand: Jacob Thue Poulsen overtager posten efter Hans Henrik Damgaard.
Ny direktør: Henrik B. S. Thomsen overtager stafetten efter Per Rasmussen.
Både Per og Hans Henrik fortsætter i bestyrelsen.

Ny Kommerciel Chef: Simon Vangsgaard Frederiksen er tiltrådt pr. 1. juni for at styrke det kommercielle arbejde og vil stå for den daglige ledelse i administrationen. Simon kommer med 12 års erfaring fra branchen hos andre håndboldklubber.

Vi glæder os til at se jer!
Vores mål er klart: Vi vil løfte det sportslige niveau, tage større sociale ansvar og skabe fantastiske oplevelser for alle vores partnere, fans og tilskuere.

Tusind tak for den fantastiske opbakning i den forgangne sæson. Rigtig god sommer – vi ses i AL Sydbank Arena efter ferien! Vi udsender snart kampprogram når de sidste kampe er faldet på plads.

De bedste hilsner
Sønderjyske Kvindehåndbold

Lignende indlæg