Sønderjyske Kvindehåndbold får en ny ejerkreds bestående af fire lokale erhvervsfolk med stærk tilknytning til området og et stærkt engagement i klubben.
Den nye ejerkreds består af Henrik B. S. Thomsen (Svane Køkkenet Aabenraa), Kent Nielsen (VVS SYD), Jacob Thue Poulsen (Advodan Sønderjylland) og Jon Einarsson (AG Electric).
Samarbejdet i SønderjyskE Elitesport ophørte sidste år. Allerede i den forbindelse etablerede Sønderjyske Kvindehåndbold egen administration i Aabenraa, og med den nye ejerkreds bygges der nu videre på det fundament. Klubben er dermed fortsat i en udvikling mod en endnu stærkere lokal forankring, hvor både det sportslige og organisatoriske fundament styrkes yderligere.
Adm. direktør Per Rasmussen siger:
— Jeg er utrolig glad for, at de nye ejere nu tager næste skridt og går ind og overtager klubben. De har alle fire været en del af sponsorudvalget, som vi etablerede sidste år, og har allerede leveret et stort stykke arbejde.
— De er kommet med initiativ og gode idéer – både i forhold til sponsorater og kampafvikling – og har været med til at styrke vores fundament og forankring i Aabenraa.
Klubben spiller en vigtig rolle i området, og ambitionen er at udvikle både det sportslige niveau og betydningen i lokalsamfundet i de kommende år.
Jacob Thue Poulsen fra ejerkredsen siger:
— Vores beslutning er drevet af en oprigtig passion for klubben, for Aabenraa og for det fællesskab, der er bygget op omkring kvindehåndbolden gennem mange år i SønderjyskE-samarbejdet.
— Aabenraa både fortjener og har behov for Sønderjyske Kvindehåndbold – ikke kun som et sportsligt fyrtårn, men også som en stærk platform for relationer, netværk og lokal stolthed.
Jacob Thue Poulsen fortsætter:
— For os handler det om at tage ansvar for noget, der betyder meget for mange mennesker. Vi vil sikre et stabilt og bæredygtigt fundament for klubben og samtidig arbejde målrettet på at udvikle os sportsligt.
— Den udvikling skal ske med respekt for de værdier og traditioner, klubben er bygget på. Vi tror på en model, hvor egne unge talenter går hånd i hånd med etablerede kræfter, og hvor moderklubberne spiller en central rolle.
Arbejdet med den fremtidige strategi igangsættes nu, og der vil i den kommende tid være dialog med klubbens interessenter om de næste skridt.
Claus Guldager, bestyrelsesformand for Sønderjysk Elitesport A/S:
— For efterhånden nogle år siden erkendte vi i bestyrelsen i Sønderjysk Elitesport A/S, at det fælles Sønderjyske eliteprojekt under Sønderjysk Elitesport (SE) ikke kunne fortsætte. Overordnet har projektet over mange år været en succes. Alligevel besluttede vi, at de enkelte sportsselskaber skulle stå på egne ben. Tanken om fælles administration var god, men modellen var ikke holdbar i længden. Først blev fodboldselskabet solgt. Senere har vi solgt både herrehåndboldselskabet og ishockeyselskabet. Alle selskaber drives nu af nye lokale ejere, og er i god gænge.
— Nu hvor også Sønderjyske Kvindehåndbold A/S har fået nye ejere er den sidste brik faldet på plads i arbejdet på at få selskaberne under SE ordentligt videre. Der er grund til at se lyst på fremtiden for de fire sportsselskaber. Det glæder os i bestyrelsen i Sønderjysk Elitesport, at selskaberne alle har valgt at fortsætte aktiviteterne under samme logo. Det er heldigvis stadig sådan, at de alle fire er sønderjyske.
