Sikker sejr i sæsonens første hjemmekamp

Sønderjyske Kvindehåndbold åbnede lørdag eftermiddag sæsonen på hjemmebane. Det blev til en sikker sejr over EH Aalborg, som blev besejret med 38-30 i AL Sydbank Arena Aabenraa efter en pauseføring på 20-12.

Kampen var tæt i det første kvarter, men efter stillingen 9-8 tog Sønderjyske-holdet for alvor fat. Aalborg forsøgte sig i perioder med syv mod seks-spil, men det lyseblå hjemmehold var dygtige til at straffe fejlene og omsætte dem til hurtige scoringer.

Samtidig kom målvogter Julie Stokkendal ind og leverede flere vigtige redninger. Føringen voksede støt, og ved pausen var hjemmeholdet foran med otte mål. Også efter pausen fortsatte Sønderjyske med at udnytte Aalborgs fejl og sætte tempo i omstillingerne. Midt i anden halvleg var føringen helt oppe på 26-14.

– Jeg må rose holdet for at dræbe kampen tidligt. Og så glæder jeg mig over, at vi spiller en stor del af kampen uden tekniske fejl, løber stærkt og scorer mange kontramål. Vi ville gerne vise os godt frem foran vores publikum, og det lykkedes vi med, sagde cheftræner og sportschef Kim Johansen efter sejren.

Han glædede sig også over, at alle markspillere kom på måltavlen. Det sidste punktum blev sat af unge Kara Steffensen, som med sin scoring til 38-30 få sekunder før tid sørgede for, at alle 13 markspillere skrev sig ind i kamprapporten med mål. Selv målvogter Julie Stokkendal bidrog med en scoring. Topscorere blev Nicoline Lauritsen og Sofia Stenhold med hver seks fuldtræffere.

Mod slutningen af opgøret blev spillet lidt mere rodet, og Aalborg fik reduceret nogle gange. Sønderjyskes forspring havde dog været så stort, at der aldrig for alvor kom spænding om resultatet, og sejren var aldrig i fare.

Allerede onsdag venter næste opgave, når Sønderjyske tager til Horsens. Derefter er der igen ligahåndbold i AL Sydbank Arena Aabenraa lørdag den 12. september kl. 14.00, hvor Silkeborg-Voel KFUM kommer på besøg.

Her skal de lyseblå forsøge at bygge videre på både det gode spil på banen og den gode stemning omkring sæsonens første hjemmekamp.

Sønderjyske Kvindehåndbold – EH Aalborg 38-30 (20-12)
Mål: Nicoline Lauritsen 6, Sofia Stenholt 6, Karine Dahlum 5 (2), Virag Fazekas 5, Laura Jensen 3, Mathilde Østergaard 3 (3), Pernille Johansen 2, Filippa Nyman 1, Kara Steffensen 1, Rikke Dahl 1, Anna Hykkelbjerg 1, Ditte Alnor 1, Sidsel Mattesen 1 og Julie Stokkendal 1
Udvisninger: SJE 1, EHA 3
Tilskuere: 502

Categories: TOPNYHED
X