Sønderjyske Kvindehåndbold har sikret sig en treårig aftale med den talentfulde fløjspiller Mathilde Guldager Østergaard, der skifter til klubben efter en stærk sæson hos Bjerringbro FH.
Den blot 21-årige fløj har i denne sæson markeret sig som topscorer for Bjerringbro FH med 133 ligamål, og hun ser nu frem til næste skridt i karrieren.
— Jeg er mega glad for at have fået muligheden for at skrive kontrakt med Sønderjyske Kvindehåndbold. Det er en klub, der virker utrolig professionel, med god opbakning og som har ambitioner på både klubbens og spillernes vegne, ligesom jeg også selv har. Jeg ser frem til at bidrage med min leg med bolden, en hurtig kontrafase og viljen til at blive bedre og udvikle os sammen ligeså vel som individuelt.
— Jeg er stadig ung endnu, og derfor glæder jeg mig bare rigtig meget til at få nogle gode år i klubben, hvor jeg kan udvikle mig som spiller og helt sikkert også som person. Samtidig ser jeg frem til at møde alle – både pigerne på holdet, men også folk rundt om i klubben, udtaler Mathilde Guldager.
Cheftræner og sportschef Peter Nielsen er glad for, at underskriften er kommet i hus på den unge fløjspiller.
— Det er en signing, som jeg er meget glad for. Mathilde er en spiller for fremtiden og kommer med et stort potentiale. Hun spiller med masser af energi og en stor tro på egne evner, og hun tør gå efter tingene, forklarer Peter Nielsen.
Den nye Sønderjyske-spiller får samtidig en personlig sponsor i ryggen. Ejendomsmæglerfirmaet Nybolig Aabenraa bliver personlig sponsor for Mathilde Guldager.
— Vi er glade for at blive personlig sponsor for Mathilde og samtidig støtte op om Sønderjyske Kvindehåndbold. Vi har gennem mere end 10 år været sponsor i ungdomsafdelingen, og som en naturlig del af vores udvidede engagement i Sønderjyske Kvindehåndbold har vi også valgt at blive personlig sponsor for Mathilde. Hun har vist sit niveau i ligaen, og vi glæder os til at følge hende i den lyseblå trøje, siger Michael Buchholdt, indehaver af Nybolig Aabenraa.
Mathilde Guldager tiltræder i Sønderjyske Kvindehåndbold fra den kommende sæson.